Hjemmelavet tomatjuice til 2 kr. literen

Hjemmelavet tomatjuice opskrift selvforsyning koncentreret tomatpasta

Det tager under et minut at lave en liter hjemmelavet tomatjuice, der er bedre, billigere og sundere, end fødevareindustrien.

Hovedparten af indholdet i en liter færdigblandet tomatjuice fra supermarkedet består af vand, resten er ifølge indholdsfortegnelsen ”tomatsaft fra koncentrat, koncentreret citronsaft og 0,6 pct. salt”.

Det kan du nemt gøre bedre og billiger selv, og i tilgift sparer du samtidig klimaet for unødig energi til emballage og transport af vand.

Formuleringen ”tomatsaft fra koncentrat” er næppe tilfældig, for der kunne med lige så stor ret stå ”tomatsaft af postevand og koncentreret tomatpasta,” for det er præcis samme slags konc. tomatpasta, som sælges i hvert eneste supermarked til omkring 2 kr. dåsen.

”Citronsaft fra koncentrat” lyder også tilforladeligt, men er faktisk ikke optimalt, for når citronsaft koncentreres industrielt, ødelægges og forringes vigtige næringsstoffer (bl.a. C-vitaminer), smag og aromaer.

Klaret på rekordtid

Som forbruger betaler du med andre ord overpris for en juice, du nemt selv kan lave bedre, sundere og langt billigere på under et minut!

Du skal bruge en skål og et piskeris/ske, 1 liter koldt vand, ¾-1 dåse konc. tomatpasta (140 gr.), 2 spsk. citronsaft og ½-1 tsk. salt.

Salt forhøjer blodtrykket, så du kan med fordel erstatte det med en tilsvarende mængde selleripulver/-salt.

Hæld ingredienserne i skålen og pisk det sammen, og du har en sund og læskende hjemmelavet tomatjuice til omkring 2 kr. literen.

Hjemmelavet tomatjuice smager ikke 100 pct. som købeudgaverne, der i øvrigt også smager forskelligt fra producent til producent, men den er bestemt ikke ringere, tværtimod.

Eksperimentér med smagen

Samtidig har du ved at lave den selv mulighed for at eksperimentere dig frem til netop din favorit-opskrift, foretrukne konsistens, saltindhold og smagsnuancer.

Har du mod på at eksperimentere med smagen, vil du hurtigt erfare, at en anelse sukker (1/4-½ tsk.), friskkværnet peber og evt. 1 knivspids cayennepeber (chilipulver) kan gøre underværker med smagen.

Læs her, hvordan du selv kan fremstille hjemmelavet koncentreret tomatpasta fra bunden.

Skriv en kommentar

Henry Olsen

Hej,
Jeg hedder Henry, og er manden bag Olsens Basisvarer, der handler om, hvordan du selv kan fremstille familiens basisfødevarer hjemme i dit eget køkken.

Her er opskrifter på en stor del af de basisfødevarer, du køber i supermarkedet, og flere er på vej.

Du får 1. klasses basisfødevarer uden kemi, når du laver dem selv, og undervejs bliver du klogere på, hvad du putter i munden.

God fornøjelse!