Om

Olsens Basisvarer startede som et privat hobbyprojekt med fremstilling af basisfødevarer, og er endt som den blog, du nu kigger på.

Jeg har i mange år interesseret mig for, hvordan vores basisfødevarer bliver fremstillet, dels af nysgerrighed, dels i erkendelse af, at uden gode basisfødevarer kommer selv den bedste kok til kort.

Vi har tusindvis af kogebøger fra alle verdens hjørner, men relativt få om fremstilling af de basisfødevarer, som er forudsætningen for at kreere sunde og velsmagende retter. Det synes jeg er ærgerligt.

Rigtig mange opskrifter på basisfødevarer findes ikke på dansk, og andre end ikke på skrift, fordi de er udviklet af fødevareindustrien, som holder tæt med dem.

Jeg bringer så vidt muligt kun opskrifter på klassiske udgaver af basisfødevarer, fordi det gør det nemmere for interesserede selv at eksperimentere med smag og konsistens m.v., når det ikke allerede er gjort.

 

“Målet er med tiden at opbygge et online-bibliotek med valide opskrifter på de fleste danske basisfødevarer.”

 

Opskrifterne er alle testede og godkendt.

Opskrifterne afsluttes med Fif & Råd, ofte suppleret med rullegardiner, med komprimeret ekstrainfo.

De fleste opskrifter er nemme og enkle at gå til med det køkkenudstyr, du allerede har. Andre kræver specialudstyr og særlig agtpågivenhed i forhold til fx hygiejne, men følger du opskrifterne, er det ikke svært.

Jeg ønsker ikke at være smagsdommer, så jeg overlader det trygt til læserne selv at tage stilling til, om de vil bruge økologiske råvarer og konserveringsmidler i deres basisfødevarer eller ej.

Opskrifterne anbefaler kun økologiske råvarer i de tilfælde, hvor det er strengt nødvendigt, og oplyser så vidt muligt om, hvordan relevante basisfødevarer kan fremstilles med og uden brug af konserveringsmidler.

Målet er med tiden at opbygge et online-bibliotek med valide opskrifter på de fleste danske basisfødevarer og de mest populære danske og udenlandske delikatesser.

 

“Jeg håber, Olsens Basisvarer kan inspirere flere til at stille større krav til kvaliteten af deres basisfødevarer.”

 

Olsens Basisvarer vil desuden bringe reportager med tips og praktiske råd fra erfarne fødevarefremstillere, og artikler om alt fra sund og velsmagende mad til hjemmefremstilling, madkundskab, sankning, hydrophonic og selvforsyning.

Du vil hurtigt erfare, at du selv kan fremstille en stor del af dine foretrukne basisfødevarer bedre, sundere og billigere end fødevareindustrien, og at det er både sjovt og lærerigt at lave dem selv, også for børn!

Jeg håber, Olsens Basisvarer kan inspirere flere til at stille større krav til kvaliteten af deres basisfødevarer, og måske endda prøve at lave nogle af dem selv.

God fornøjelse!

Henry Olsen