Der er ingen grund til at købe industrifremstillet jordnøddesmør, når du så nemt som ingenting kan lave den både bedre og billigere selv på få minutter.

Rengør, skold og desinficer patentglas i vodka eller vand tilsat 2 spsk. atamin pr liter vand.
Rist de rå, afskallede jordnødder let på panden til de tager lidt farve og hæld ud i viskestykke.

Gnub forsigtigt jordnøddernes papiragtige skind af i viskestykket.
Hæld nødderne i foodprocessoren, tilsæt evt. olie og blend til massen bliver glat og cremet. Stop nogle gange undervejs og skrab skålens sider fri for nødder.
Tilsæt salt, blend, hæld på patentglas, dæk med olie i toppen, sæt låg på og opbevar i køleskab.
• Opbevaret i tætsluttende beholder med låg af olie kan hjemmelavet jordnøddesmør holde sig i to måneder i køleskab.
• 4 dl jordnødder giver ca. 2 dl. jordnøddesmør.
• Fortvivl ikke, hvis det i starten ser ud til at være umuligt at opnå en glat og cremet masse i foodprocessoren. Der kan nemt gå 3-4 minutter, inden jordnøddernes olie bliver frigivet, og først da sker der noget.
• Det er unødvendigt at tilføre ekstra olie til jordnøddesmør, da der er masser af olie (52 pct.) i jordnødder. Ekstra olie hjælper alene til, at jordnøddemassen hurtigere bliver våd, så foodprocessoren nemmere kan få fat. Jordnødder frigiver nemmere deres indhold af olie, når de er lune.
• Jordnødderne kan sagtens ristes i ovn frem for stegepande. Læg nødderne på bradepande og bag 20 minutter i ovnen ved 150-200 grader, hold øje undervejs og rør rundt i nødderne, så de bliver gyldne på alle sider.
• Foretrækkes en sødere udgave kan der tilføres 1-2 spsk. honning/sukker, mens 1-2 håndfulde fint hakkede jordnødder til sidst sikrer en mere crunchy jordnøddesmør.
Du kan spare en del tid og kræfter ved at købe rå, økologiske jordnødder på internettet, i stedet for at rende spidsrod mellem butikker, som i bedste fald kun sælger konventionelle jordnødder.

Konventionelle jordnødder sprøjtes generelt temmelig heftigt, så det anbefales at anvende økologiske jordnødder, hvis du vil lave din egen jordnøddesmør.
Portioner 0