Det er både nemt og sjovt at lave velsmagende hjemmelavede Kina-ruller fra bunden – og undervejs lærer du kinesernes hemmelige kneb til perfekt pandekagedej.

Hæld mel, æg, salt og vand i køkkenmaskinen og pisk ved middelhastighed i 20 minutter. Bemærk, at piske-tiden er afgørende for et godt resultat!

Klargør grøntsager.
Hæld olie på panden og steg oksekødet ved middel varme. Hak større kødklumper i stykker med grydeskeen.

Tilsæt forårsløg og hvidløg til blandingen og lad stege med i et par minutter under omrøring.
Tilsæt gulerødder og hvidkål og steg videre i 10 minutter under omrøring.
Tilsæt bønnespirer og champignon og steg videre 2-3 minutter under omrøring.
Rør soyasauce, fiskesauce, sukker, salt, peber og majsstivelse sammen, hæld over blandingen og lad stege med 4-5 minutter under omrøring.

Hæld fyldet i skål/fad og køl ned.
Opvarm pande på komfuret ved middel varme. Fugt panden med klud/køkkenrulle dyppet i lidt olie.

Fyld 1 dl. dej i deciliter-målebæger og hæld den på den varme pande. Sørg for, at dejen fylder hele panden. Varm pandekagen ved middel varme i 2 ½-3 minutter. Bemærk, at pandekagen IKKE skal tage farve, og at den kun skal steges på den ene side!

Læg den færdige pandekage på stor tallerken med den ikke-stegte side opad, og fortsæt. Gem en smule dej til at lime forårsrullerne sammen med til sidst!

Bred en pandekage ud på spækbrættet. Fyld deciliter-målebæger ¾-1/1 op og form en rektangel 2-3 cm. fra pandekagens øverste kant. Fold toppen ind over fyldet og derefter kanterne fra begge sider. Tryk forsigtigt pandekagen fast om fyldet.

Dyp penslen i den resterende dej og ”mal” nederst på pandekagen. Dejen fungerer fortrinligt som lim, når du ruller forårsrullen sammen fra oven og ned og forsigtigt klemmer den sammen til sidst.

De færdige forårsruller steges 3-4 minutter i varm olie i gryde/pande til de er gyldne og knasende sprøde. Spis straks og frys evt. resten.
• Denne opskrift giver omkring 16-18 forårsruller. Rå forårsruller kan holde sig 5-6 dage i køleskab og 3-4 måneder på frost.
Overskydende fyld kan fx varmes og spises med ris og salat, eller du kan lave en ekstra portion dej og lave nogle flere ruller.
• Ved frysning kan forårsrullerne med fordel pakkes enkeltvis i fx mad- eller vokspapir, så de ikke hænger sammen.
• Forårsruller kan fryses rå eller stegte, men det anbefales at fryse dem rå, de smager bedre frisklavede. Stegte forårsruller kan genopvarmes i ovn ved 200 grader i ca. 15 minutter.
• Vær opmærksom på, at fyldet ikke må være for vådt, når du laver forårsruller, da væde fordamper og udvider sig ved den høje varme under stegningen, så rullerne risikerer at revne indefra. Væskemængden reduceres ved at stege grøntsagerne til det meste af væden er fordampet.
• Pas på ikke at overfylde pandekagerne i starten, da de rå pandekager er skrøbelige, og derfor nemt går i stykker, hvis de udsættes for stort pres. Det anbefales at starte med ca. ¾-1/1 deciliter fyld pr. pandekage i denne størrelse (29-30 cm pande).
• Ved at piske dejblandingen i lang tid aktiveres melets glutenindhold, så det bedre kan binde vandet og gøre dejen elastisk og formfast. Under stegningen stivner (koagulerer) glutenproteinerne, så pandekagerne holder formen, også afkølet.
• Har du travlt, eller orker du ikke at lave din egen dej, kan færdiglavet filodej eller butterdej anvendes i stedet.
• Fyldet til forårsruller findes i et utal af variationer verden over, så du kan med fordel eksperimentere dig frem til netop din foretrukne fyld-opskrift. Rød peber, bambusskud, grønne bønner, selleri, omelet, koriander, ingefær og basilikum er også velegnede ingredienser i forårsruller. Cheeseburger-ruller (se dropdown-vindue til venstre) er også en mulighed til en festlig lejlighed.
• Forårsruller, spring rolls på engelsk, kommer oprindeligt fra Kina, og har fået deres navn efter kinesernes traditionelle forårsfest, men findes i dag i forskellige variationer over hele Østasien, både friturestegte og dampkogte. I Kina serveres forårsruller både stegte og kogte, og fyldet består ofte af grøntsager som kål og gulerod, mens kødet fortrinsvis er svinekød eller kylling.
• Forårsruller består altid af en pastalignende tynd dej pakket om fyld bestående af kød, fisk og/eller grøntsager.
• Forårsruller kan serveres som snack eller forret med lidt soyasauce, eller de kan gå som hovedmåltid med fx salat, ris og karrysauce/sur-sød sauce, evt. tilsat lidt tyndskåret kinakål, gulerødder og champignon.
• Hjemmelavede forårsruller er populære hos de fleste børn, og er desuden perfekte til en hurtig aftensmad, sommerfesten eller ungdomsgildet.

Portioner 0