Om

Hej,

Jeg hedder Henry og er manden bag Olsens Basisvarer. Jeg er journalist og driver til daglig mit eget lille pressebureau.

Olsens Basisvarer er resultatet af mange års fritidsinteresse for fremstilling af basisfødevarer fra bunden.

Jeg vil vide, hvad jeg putter i munden, og hvordan jeg selv kan lave de fødevarer, jeg køber i supermarkeder og specialbutikker. Til gengæld har jeg ikke lyst til at byde familie og venner på hjemmelavede fødevarer, hvis jeg ikke har 100 pct. styr på fødevaresikkerheden. Den skal naturligvis være i orden. Hver gang!

Derfor indeholder opskrifterne udførlig information om hygiejne og fødevaresikkerhed, hvor det er nødvendigt. Nogle vil måske mene, jeg er småhysterisk omkring fødevaresikkerhed, men dem om det. Sjusk og uvidenhed kan nemt føre til dårlig mave og det, der er værre, og det ønsker jeg ikke at medvirke til.

“..at det på ingen måde er raketvidenskab at fremstille basisfødevarer”

Når det er sagt, er det vigtigt at understrege, at det på ingen måde er raketvidenskab at fremstille basisfødevarer, men at man naturligvis er nødt til at være mindst lige så agtpågivende omkring hygiejne og fødevaresikkerhed, som man er i fødevareindustrien.

For mig er det ikke opskrifterne og fremstillingen, der er det mest interessante ved at lave basisfødevarer, men muligheden for at kunne eksperimentere med smag, konsistens, farve, konserveringsmetode, holdbarhed og opbevaring m.m. At sætte sit personlige præg på maden og bringe smagen til nye højder.

Det kræver informationer ud over selve opskriften. Dem bringer jeg i komprimeret pinde-form i det, jeg kalder Fif & Råd, der følger efter hver opskrift. Jeg tilstræber efter bedste evne kun at bringe klassiske opskrifter, det gør det nemmere for evt. interesserede at eksperimentere.

Kvalitets-, klima- og prismæssigt giver det mest mening at lave basisfødevarer, når råvarerne er i sæson. Derfor kan du under ”Sæsonvarer” i menulinjen se, hvilke danske råvarer, der er i sæson netop nu året rundt.

“..efter ofte omfattende research i håndbøger, artikler og danske og udenlandske netmedier”

Opskrifterne i Olsens Basisvarer er blevet til efter ofte omfattende research i håndbøger, artikler og danske og udenlandske netmedier, og er alle blevet testet og smagsgodkendt. Det er i skrivende stund blevet til omkring 200 opskrifter på basisfødevarer, som jeg vil tro dækker 70-90 pct. af en gennemsnitlig dansk families indkøb af dagligvarer. Målet er med tiden at bringe opskrifter på de fleste danske basisfødevarer og de mest populære udenlandske specialiteter.

Foruden opskrifter vil Olsens Basisvarer bringe reportager med tips og gode råd fra dedikerede hjemmefremstillere, og artikler om alt fra sund mad og fødevarekvalitet til anmeldelser af køkkenudstyr, selvforsyning, sankning, hydrophonic, værtindegaver og muligheder for at spare på husholdningspengene m.m.

“..De fleste basisfødevarer kan fremstilles med de køkkenredskaber, som allerede findes i de fleste hjem..”

Mange vil formentlig blive overraskede over at erfare, at de selv kan fremstille de fleste basisfødevarer til langt under det halve af prisen i supermarkeder og specialbutikker.

Hjemmefremstillede fødevarer vil ofte også være i en langt bedre kvalitet end industriproducerede ditto. Du er selv herre over fremstillingsmetode og råvarernes kvalitet, og du bestemmer helt selv, om der skal tilsættes konserveringsmidler og andre tilsætningsstoffer eller ej.

De fleste basisfødevarer kan fremstilles med de køkkenredskaber, som allerede findes i de fleste hjem.

” Det er mit håb, at Olsens Basisvarer kan inspirere andre til at komme i gang med at fremstille sunde basisfødevarer fra bunden. “

Det er sjovt og lærerigt, også for børn. Du kan være sikker på, at du foruden 1. klasses fødevarer til lavpris også bliver klogere på god og sund mad, og hvordan den kan og bør smage, når den er fremstillet korrekt.

Som hjemmefremstiller er du med til at holde liv i dansk madkultur, hvor gamle basisfødevarer til stadighed forsvinder i glemslens tåger, fordi de ikke længere sælger nok til at fastholde pladsen på supermarkedernes hylder og kølediske.

Til slut vil jeg gerne rette en særlig tak til min ungdomsven Henrik Wendelbo Nielsen fra Aarhus og min datter Sif for deres helt fantastiske hjælp med at forevige de mange opskrifter.

 

God fornøjelse!

Henry Olsen

" Olsens Basisvarer handler om selvforsyning, og hvordan du selv kan lave de fleste af de basisfødevarer, du køber i supermarkedet bedre, sundere, billigere og mere klimavenligt hjemme i dit eget køkken.”

~

Copyright

Olsens Basisvarer 2019