Sæson: Juli-september Det er ingen sag at lave ketchup, så hvorfor ikke udvikle sin helt egen opskrift? Denne opskrift er velegnet til at eksperimenterer ud fra.

” Smag og behag er forskellig, så din foretrukne ketchup-opskrift må du smage dig frem til ved fx at variere mængden af krydderurter og andre smagsgivere i denne opskrift. 

Samlet tidsforbrug: 17-24 minutter

Reelt tidsforbrug: 10-15 minutter

Ingredienser:

2 kg modne tomater
1 kg madæbler
½ kg løg
3 dl eddike
80 g sukker
2-3 spsk. salt

1 tsk. friskkværnet peber
2. tsk. stødt sellerifrø

1-2 tsk. stødt nelliker
1-2 tsk. merian

½ tsk. korianderfrø

1 tsk. tørret basilikum

½ tsk. muskatnød

Evt. 6 tsk. atamon

 

Udstyr:

Stor gryde

Grydeske

Blender/foodprocessor

Sigte

Tragt

Patentglas

” Ketchup bør have en tyk konsistens, så kog tomatmassen ind til konsistensen er passende. 

Sådan gør du:

  1. Skyl tomaterne og skær i både. Skyl og skræl æblerne, fjern kernehusene og skær i både. Pil løgene og skær i både. Blend det hele i foodprocessor.
  2. Rengør og desinficer patentglas ved at skylle dem i vodka eller en liter lunkent vand tilsat 2 tsk. atamon pr. liter vand.
  3.  Hæld tomatmasse og eddike i gryde og kog 15-20 minutter ved middel varme under jævnlig omrøring.
  4. Hæld sukker, salt og øvrige krydderier i tomatmassen og kog yderligere i 15 minutter eller til ketchuppen har en passende konsistens.
  5. Tag ketchuppen af varmen og pres den gennem sigte. Er konsistensen for tynd, hældes den tilbage i gryden og koges yderligere ned til ønsket konsistens.
  6. Køl ketchuppen lidt ned og tilsæt evt. 4 tsk. atamon (bemærk, at atamon mister sin konserveringsevne, hvis ketchuppen er kogende!).
  7. Fyld patentglassene med ketchup gennem tragten, mens den endnu er varm, luk og stil til opbevaring i mørkt og køligt køkkenskab.

Fif & Råd:

Uåbnet kan denne hjemmelavede ketchup holde sig i op til seks måneder i mørkt og køligt køkkenskab. Uden atamon og andre konserveringsmidler er holdbarheden 10-14 dage.

Alternativt kan ketchuppen fryses ned, eller du kan koge og fryse tomater ned og anvende dem løbende til fremstilling af mindre portioner ketchup til max to ugers forbrug.

Avler du ikke selv tomater, er det økonomisk mest fordelagtigt at lave ketchup, når supermarkederne dumper priserne på tomater i højsæsonen august-september. Madæbler kan du ofte få gratis hos haveejere i nabolaget, hvis du spørger pænt.

Der findes tusindvis af ketchup-opskrifter, så denne opskrift er bestemt ikke autoritativ. Prøv dig i stedet frem til du finder frem til præcis den opskrift, som bedst falder i din og familiens smag. Du kan fx tage udgangspunkt i denne opskrift og variere mængden af krydderurter og andre ingredienser, men husk at skrive ned, hvad du gør, så du kan ramme din foretrukne ketchup-smag igen.

Mere surt & sødt

Tomatpuré

Sæson: Juli-september Tomatpuré er velegnet til langtidsopbevaring til...

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

" Olsens Basisvarer handler om selvforsyning, og hvordan du selv kan lave de fleste af de basisfødevarer, du køber i supermarkedet bedre, sundere, billigere og mere klimavenligt hjemme i dit eget køkken.”

~

Copyright

Olsens Basisvarer 2019