Sæson: Hele året Afskallet havre er dyrt i indkøb – til gengæld er hjemmevalset havregryn langt sundere end industrielt fremstillet.

” Det er kun muligt at bevare havrens sunde fedtsyrer, hvis du selv valser dine havregryn – industrien har nemlig ødelagt de sunde fedtsyrer af hensyn til holdbarheden.

Samlet tidsforbrug: 1 minut pr. potion

Reelt tidsforbrug: 1 minut pr. potion

Ingredienser:

Cirka 60 gr. økologisk afskallet havre pr. portion

 Udstyr:

Kornvalse

Skål

 Sådan gør du:

  1. Kør den ønskede mængde havre igennem kornvalsen 1 gang, hvis du ønsker grovvalset havregryn og 2 gange, hvis du ønsker finvalset.
  2. Spis straks.

Fif & Råd:

Havregryn bør spises senest 2 timer efter kornet er valset, fordi valsningen starter en iltning af kornet, som hurtigt forringer smag og næringsværdi. Derfor bør man kun valse den mængde korn, som spises straks!

Hjemmevalset havregryn smager skønt af havre, men er lidt bitter i smagen i forhold til industrielt fremstillet havregryn. Det bryder børn sig ofte ikke om, mens mange voksne elsker med den lidt bitre smag, fordi vores smag ændrer sig med alderen.

Havre har et forholdsvis højt fedtindhold (ca. 7 pct.) i forhold til andre kornsorter, og fedtet har en usædvanlig god sammensætning. Mere end 40 pct. af fedtet består af polyumættede fedtsyrer, mens næsten 40 pct. er monoumættede. Herudover er havre rig på jern og B-vitaminer og giver en god mæthedsfornemmelse pga. et højt indhold af kostfibre og komplekse kulhydrater.

Afskallet økologisk havre er uforholdsmæssigt dyrt. Prisen ligger pt. omkring 28-40 kr. kiloet. Afskallet havre forhandles på nettet og i de fleste helsekost-butikker.

Kornvalser til privat brug koster fra 800 kr. og op, og kan købes på flere danske hjemmesider. De billigste er hånddrevne og de dyrere eldrevne. Det er muligt at finde en billig, brugt model på tyske ebay.de, fordi markedet for kornvalser er meget større i Tyskland. Det er muligt at købe kornkværne, som både kan valse og kværne korn, ligesom kværnene kan fås med en lille silo på toppen, så kornene ryger direkte ned i kværnen/valsen.

Mere morgenmad

Øllebrød

Sæson: Hele året Danskerne har spist den sunde og nærende grød af brød-rester...

Fiberdrys

Sæson: Hele året Maler du selv dit mel, så udnyt de frasigtede skaldele til at...

Gladiator-mad

Havre var en af de vigtigste næringskilder for de romerske soldater og gladiatorer. De spiste ikke havregryn, men hele korn kogt som grød.

Havregryn blev opfundet i Skotland omkring år 1900, og nåede først senere til Danmark, hvor den hurtigt blev populær til morgenmad. Inden da blev havre mest brugt til hestefoder.

Forringet næringsværdi

Ved industriel fremstilling af havregryn renses og afskalles havren for yderavner og dækblade, inden den dampkoges i 70-80 minutter for at inaktivere enzymer, som ellers ville gøre havrens umættede fedtsyrer harske under opbevaring.

Efter opvarmning tørres kernerne og presses flade mellem to valser. Havregryn er altså ikke et råt, men et dampkogt produkt. Dampkogningen forringer smagen og ødelægger værdien af de sunde fedtsyrer, som er i kornet. Økologisk havregryn er også dampkogt.

Honningristede havregryn

  1. Rør 1 dl. honning sammen med ½ dl. lunkent vand i en skål til honningen er opløst.
  2. Hæld 2-3 dl. havregryn i skålen og blandt godt.
  3. Beklæd en bageplade med bagepapir og spred havregrynene ud i et jævnt lag.
  4. Tænd ovnen på 80 grader varmluft og sæt bagepladen midt i ovnen i 1 time med ovnlågen på klem, så dampen kan slippe ud. Vend grynene et par gange undervejs.
  5. Hæld et tyndt lag sukker på en pande og spred havregrynene i et jævnt lag oven på.
  6. Varm op under omrøring til sukkeret karamelliserer og sætter sig på grynene.
  7. Køl grynene af på bagepladen, og vend og skil dem ad til de ikke længere klistrer sammen.
  8. Opbevar i tætsluttende beholder.
  9. Honningristede havregryn smager herligt oven på yoghurt og tykmælk.

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

" Olsens Basisvarer handler om selvforsyning, og hvordan du selv kan lave de fleste af de basisfødevarer, du køber i supermarkedet bedre, sundere, billigere og mere klimavenligt hjemme i dit eget køkken.”

~

Copyright

Olsens Basisvarer 2019