Etiketter

apr 24, 2019

Indpakningen er næsten lige så vigtig som indholdet, især når det handler om mad, der gives væk

Et lille uanseeligt klistermærke med angivelse af indhold og fremstillingsdato er tilstrækkeligt, når hjemmelavede delikatesser er til privat brug.

Skal de derimod foræres væk, fx som værtindegave, jule- eller fødselsdagsgave, kan der dog være god grund til at gøre sig lidt ekstra umage med at få dem til at fremstå så indbydende som muligt.

Der er uendelig mange muligheder, og heldigvis deler kreative mennesker jorden rundt gavmildt ud af deres erfaringer på nettet, så det kan varmt anbefales at tage en viral inspirationsrunde, inden du lægger dig fast på designet.

Her ser du eksempler på hjemmelavede etiketter og designs i hver sin sværhedsgrad og prisklasse:

Genbrugs-modellen

Et tomt sylteglas kan fint genanvendes til fødevarer og forsynes med en etiket, hvis låg og glas er intakt.

Du kan enten selv tegne en etiket og klistre på glas og evt. låg, eller du kan bruge en af nettets mange gratis færdige etiket-skabeloner, der kan printes ud på hjemmeprinteren.

Her finder du eksempler på hjemmesider, hvor du også har mulighed for at skrive din egen tekst i etiket-skabelonerne: dansukker.dk, jamlabelizer.com, eatdrinkchic.com, cottage-industrialist.com, packagery.com og hamburgerliebe.blogspot.

Skal udsmykningen være lidt mere sofistikeret, kan etiketterne evt. suppleres med et stykke stof fra en gammel melsæk, en gardinrest eller en gammel dug om låget. Der skal blot snøres en matchende snor om låget, så er den hjemme. Voila!

 

Sådan fjernes limrester fra brugte glas:

  1. Rengør glasset, læg i blød i lunkent vand ½-1 time og skrab etiketten af.
  2. Limrester fra etiketten kan være næsten umulige at få af, men det er der heldigvis råd for: Bland 1 tsk. natron med 1 tsk. olie, smør blandingen på limresten og lad sidde ½ time. Derefter kan limen nemt gnubbes af med plast-skuresvamp.

Luksus-modellen

En flaske med designede, udstansede klister-etiketter og voksforsegling i toppen, giver en eksklusiv præsentation af dine hjemmelavede delikatesser.

Patentglas og -flasker findes i mange forskellige former, farver, størrelser og prisklasser. Der er mange penge at spare ved at søge på nettet efter gode tilbud. Tyske glaeserundflaschen.de har et stort udvalg til rimelige priser.

Det anbefales at købe et større parti ad gangen, da fragtprisen nemt løber op.

Selvklæbende etiketter

Der er mange udbyder af selvklæbende etiketter, udstansede i forskellige former og størrelser.

Flere etiket-producenter tilbyder gratis designskabeloner tilpasset de enkelte etiketters form på deres hjemmesider, som nemt og enkelt kan printes ud hjemme.

Skabelonerne kan også være helt blanke, så du selv bestemmer farve, ikoner, tekst, typografi og evt. illustrationer m.v.

En af Europas største etiket-producenter, tyske Avery.dk, har et stort udbud af forskellige designs tilpasset firmaets etiketter. Du skriver blot produktionsnummeret på det valgte etiket-ark på firmaets hjemmeside, og får fluks du valget mellem flere forskellige design. Derefter skriver du evt. din tekst ind og sætter etiket-arket i hjemmeprinteren. Nemt og enkelt.

 

Voks om flasken

Nogle hjemmelavede delikatesser er så dyre og eksklusive, at de foruden etiketter indbyder til også at blive voksforseglet. Det gælder fx vaniljeekstrakt, som er en særdeles eksklusiv og dyr delikatesse, hvis den skal købes færdig i samme kvalitet som en hjemmelavet, der er garanteret fri for farvestoffer.

Du kan vælge mellem fem forskellige typer voks- og lak i forskellige farver til at forsegle flasken:

  1. Softvoks, der fremstilles af carnauba og bivoks, har en blødere og tyndere konsistens end forseglingsvoks. Ønskes et tykkere lag, anbefales det af bruge en anden type voks, fx ostevoks. Størknet softvoks kan pilles af flaskerne med fingrene. Softvoks kan købes på nettet.
  2. Ostevoks, der fremstilles af smags- og lugtfri paraffin, har en blød og bøjelig konsistens som softvoks. Ostevoks smelter let, er knap så holdbar som forseglingsvoks, men ser flot ud. Den kan nemt pilles af med fingrene. Ostevoks kan købes på nettet.
  3. Bivoks fremstilles af bier og er lidt blødere og bøjeligt end ostevoks. Bivoks har været anvendt til voksforsegling i århundreder, og kan nemt pilles af med fingrene. Bivoks kan købes på nettet, Panduro Hobby og hos bi-materielforhandlere.
  4. Forseglingsvoks er fast og alligevel så tilpas elastisk, at den ikke knækker, som det nogle gange er tilfældet med lak. Forseglingsvoks fjernes med kniv/snor. Kan købes på nettet, søg på ”forseglingsvoks” eller ”bottle wax seal”.
  5. Forseglingslak er fast og konsistensen tyk. Giver flasken et eksklusivt udtryk. Vær opmærksom på, at visse typer lakforsegling skal opvarmes til 200 grader i oliebad for at smelte, mens andre smelter i vandbad ved 70-75 grader. Forseglingslak fjernes med kniv/snor. Forseglingsvoks kan købes på nettet.

 

Sådan voksforsegles flasker:

  1. Vikl en stærk snor (hør/hamp) nogle gange om flaskens top mellem glas og prop/kapsel og lad den løbe et stykke ned ad flasken. Fastgør snoren med tape nederst.
  2. Opvarm voks/lak til den er flydende i vandbad i udtjent gryde/konservesdåse. Bemærk, at det er næsten umuligt at få gryden ren for voks!
  3. Dyp flasken i den flydende voks og drej rundt, hæv og hold flasken stille over vandbadet 40-50 sekunder til voksen er delvis størknet. Gentag processen 3-4 gange, hvis vokslaget skal være tykkere.

Stik evt. flasketoppen i koldt vand for hurtig afkøling uden render. Ønskes få og små render langs flasken sider, så vend flasken efter 20-30 sekunder og vip den evt., eller vend flasken efter 10 sekunder, hvis renderne skal være større.

  1. Stil flaskerne på bage-/vokspapir til størkning og sæt evt. et stempeltryk på toppen, inden voksen er helt størknet.

 

Som prikken over i’et kan glasset/flasken evt. pakkes i cellofan med en sløjfe omkring. Cellofan og bånd til sløjfe kan købes på nettet eller i nærmeste Panduro Hobby.

 Amy Moss fra eatdrinkchic.com giver her et eksempel på, hvad du kan få ud af et tomt

sylteglas, en gardinrest og en hjemmeprintet etiket –

helt gratis.

” Hjemmelavet vaniljeekstrakt skal naturligvis præsenteres som den eksklusive vare den er, når den skal foræres væk, mener Kim K. fra kimlivlife.com, der her viser, hvad voks gør ved udsmykningen. “

” Det anbefales at varme voksen i en tom konservesdåse i vandbad. Husk at sætte en snor rundt om toppen, så voksen nemt falder af, når der trækkes i snoren. “

 

Mål og Fakta

0 kommentarer

" Olsens Basisvarer handler om selvforsyning, og hvordan du selv kan lave de fleste af de basisfødevarer, du køber i supermarkedet bedre, sundere, billigere og mere klimavenligt hjemme i dit eget køkken.”

~

Copyright

Olsens Basisvarer 2019