Kærnemælk på 15 min

Kærnemælk på 15 min

Sæson: Hele året Hvorfor betale overpris for mejeriernes snyde-kærnemælk, når du selv kan lave den til halv pris? Her to nemme måder at trylle mælk om til ”moderne” kærnemælk på hhv. et kvarter og 24 timer

”  Rigtig kærnemælk er et restprodukt fra smørproduktion, mens snyde-kærnemælk er mælk syrnet med citron/eddike eller en rest af rigtig kærnemælk. Ikke den ægte vare, men helt ok til fx pandekager. 

Samlet tidsforbrug: 15 minutter – 24 timer

Reelt tidsforbrug: 5 minutter

Udstyr:

Patentglas/sylteglas, skoldet

Piskeris eller andet til omrøring, skoldet

Rent viskestykke

15 minutters kærnemælk

Ingredienser:

1 liter sødmælk/letmælk

½ dl citronsaft/hvid eddike

1 knivspids salt

Sådan gør du:

  1. Hæld mælk, citronsaft og salt i patentglas og rør sammen.
  2. Lad stå ved stuetemperatur ved 20-25 grader i min. 15 minutter til den skiller.
  3. Rør sammen, anvend straks eller sæt i køleskab.

24 timers kærnemælk

Ingredienser:

1 liter sødmælk/letmælk

2 ½ dl. ”gammeldags” kærnemælk

1 knivspids salt

Sådan gør du:

  1. Hæld mælk og kærnemælk (altid i forholdet 4:1!) i patentglas, tilsæt salt og rør sammen.
  2. Dæk glasset med viskestykke og sæt til syrning ved 20-25 grader i fx vindueskarm i 24 timer.
  3. Kærnemælken er færdig, når konsistensen er tyk og smagen tilpas syrlig.
  4. Hæld noget af kærnemælken fra til opstart af ny produktion og anvend resten.

Bemærk: Mælkesyrebakterierne fra din sidst indkøbte ”gammeldags” kærnemælk kan anvendes rigtig mange gange, men ændres smag eller struktur markant, bør du købe ny, frisk ”gammeldags” kærnemælk og bruge den til fortsat syrning.

Fif & Råd:

I køleskab har kærnemælk en holdbarhed på 3-4 dage. Kærnemælk kan ikke fryses, og bør ikke opbevares sammen med stærkt lugtende madvarer.

Hverken 15-minutters kærnemælk eller 24-timers kærnemælk er rigtig kærnemælk, da rigtig kærnemælk er et restprodukt fra smørfremstilling, hvor syrnet fløde skiller i hhv. smør og kærnemælk, når den kærnes. Alligevel kan begge udgaver stort set anvendes til det samme som rigtig kærnemælk (pandekager, koldskål og ricotta m.v.), dog ikke surdej og kærnemælkssuppe – suppen vil klumpe, mens rigtig kærnemælk bliver tyktflydende ved opvarmning.

Vær opmærksom på, at der skal stå ”gammeldags kærnemælk” på kartonen, hvis du vil være sikker på, at få rigtig kærnemælk i indkøbskurven. Står der blot ”kærnemælk”, får du syrnet skummetmælk. Det er lige så lidt rigtig kærnemælk som de to ovennævnte opskrifter, og kan derfor heller ikke anvendes til surdej og kærnemælkssuppe.

I gamle dage blev kærnemælk brugt til svinefoder og fattigmandskost i form af bl.a. kærnemælkssuppe og knapost.

Se opskriften på smør, hvis du vil vide, hvordan man laver ægte kærnemælk fra bunden.

Mere mejeri

Flødeost

Sæson: Hele året Det kræver max 15 minutters reel indsats at lave lækker blød...

" Olsens Basisvarer handler om selvforsyning, og hvordan du selv kan lave de fleste af de basisfødevarer, du køber i supermarkedet bedre, sundere, billigere og mere klimavenligt hjemme i dit eget køkken.”

~

Copyright

Olsens Basisvarer 2019

Flødeost

Flødeost

Sæson: Hele året Det kræver max 15 minutters reel indsats at lave lækker blød og cremet flødeost – og velsmagen kan varieres på et utal af måder

” Flødeost blandes traditionelt med hvidløg, cognac, paprika og appelsin, men kan fx også som her anvendes som fyld i peppadew-pebre – smagen overgår den dyre købeudgave med flere længder! 

Samlet tidsforbrug: 17-24 minutter

Reelt tidsforbrug: 10-15 minutter

Ingredienser:

½ liter piskefløde

½ liter sødmælk

1 spsk. ”gammeldags kærnemælk”/tykmælk eller ¼ tsk. syrevækker* rørt op i lidt koldt vand

2 dråber osteløbe**

En knivspids fint salt

 

*Mælkesyrebakterierne i ”gammeldags kærnemælk” er glimrende syrevækkere, men bemærk, at kærnemælken højst bør være 2-3 dage gammel, og at der er forskel på almindelig såkaldt kærnemælk og ”gammeldags kærnemælk”! Alternativt kan der anvendes frysetørrede mælkesyrebakterier (sælges fra flere netbutikker).

 **Osteløbe og osteklæde kan købes på nettet.

Udstyr:

Gryde, helst tykbundet, skoldet

Grydeske, skoldet

Mælketermometer/termometer, skoldet

Sigte/dørslag, skoldet

Osteklæde/stofble, skoldet

Husholdningsfilm

Evt. håndklæde/dyne

Sådan gør du:

  1. Hæld fløde og mælk i gryden og varm langsomt op under omrøring til 22-25 grader.
  2. Tilsæt kærnemælken under omrøring.
  3. Dæk gryden med husholdningsfilm og et håndklæde (til at holde på varmen!) og sæt til syrning et lunt sted ved 20-25 grader i 6-12 timer.
  4. Udrør osteløben i 2 cl. koldt vand og hæld blandingen i den syrnede fløde under omrøring.
  5. Sæt til syrning et lunt sted i yderligere 6 timer.
  6. Køl ostemassen 1 time i køleskab.
  7. Hæld den afkølede og nu stivnede ostemasse i sigte foret med osteklæde og lad den dræne 4-5 timer i køleskab.
  8. Flødeosten kan spises naturel, evt. smagt til med en knivspids salt, eller fx som hvidløgsost, cognacost, orangeost eller paprikaost (se opskrifter nedenfor).

Fif & Råd:

Flødeost har en holdbarhed på omkring 1 uge i køleskab. Flødeoste bør ikke fryses. Denne opskrift giver ca. 420-450 gr. flødeost.

Flødeosten bliver hhv. federe og magrere afhængig af, hvor meget fedt der er i de anvendte mælkeprodukter. Jo magrere mælkeprodukt, der anvendes, jo mere syrlig bliver smagen.

Flødeost er en blød, umoden ost fremstillet af syrnet fløde. Da den drænes for en del af vallen, betegnes den også som ”friskost”. Flødeost er neutral i smagen og indbyder derfor til, at man selv sætter sit smagspræg på den.

Fede flødeoste er gode til at jævne og give smag i saucer. Magre flødeoste vil få saucer til at skille.

Der findes flere opskrifter på såkaldt flødeost på nettet, men da størstedelen er uden syrnet fløde, er der næppe tale om rigtige flødeoste, men modificerede og ofte også magrere udgaver (se ”Mager flødeost-substitut” nedenfor).

Til flødeost anvendes såkaldte mesofile mælkesyrebakterier, der arbejder bedst i temperaturintervallet 20-25 grader. Det er derfor, det er vigtigt at holde sig inden for dette temperaturinterval, hvis man vil opnå et tilfredsstillende resultat.

Mere mejeri

Flødeost

Sæson: Hele året Det kræver max 15 minutters reel indsats at lave lækker blød...

Tilføj: Fyldte peppadews

Hvidløgsost

Rør 1-2 pressede hvidløgsfed i flødeosten og smag til med en knivspids salt. Kom i serveringsskål og pynt evt. med finthakket/tørret purløg på toppen.

Paprikaost

Rør 1 spsk. mild paprika med flødeost og smag til med en knivspids salt. Kom i serveringsskål og pynt evt. med finthakket rød peber på toppen.

Cognacost

Flambér 2 spsk. cognac og rør den sammen med flødeost, 1 spsk. flydende honning og en knivspids salt. Pynt evt. osten med hasselnøddeflager på toppen.

Mager flødeost-substitut

  1. Rør 1 liter tykmælk sammen med ½ liter creme fraiche (18 pct.) i rørskål, læg husholdningsfilm/rent viskestykke over og sæt til syrning i køleskab 1 døgn.
  2. Beklæd sigte med fint osteklæde i bunden, sæt over røreskål og hæld mælkeblandingen i. Sæt i køleskab 2-3 timer, så ostemassen drænes for valle.
  3. Rør flødeosten sammen i skål. Gem evt. vallen til bagning, kold læskedrik eller hunden/katten.

" Olsens Basisvarer handler om selvforsyning, og hvordan du selv kan lave de fleste af de basisfødevarer, du køber i supermarkedet bedre, sundere, billigere og mere klimavenligt hjemme i dit eget køkken.”

~

Copyright

Olsens Basisvarer 2019